skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontor i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Vindere 2009

FØRSTEPRÆMIE

"EUROPA har brug for DIG" AEGEE Krakow

"EUROPA har brug for DIG!" er udformet og planlagt af medlemmer af det europæiske studenterforum AEGEE. Formålet er at sætte gymnasieelever i hele Europa i stand til at blive aktive medlemmer af samfundet. I løbet af workshops vil vi uddybe deres forståelse af europæiske anliggender, vise de muligheder, som Europa har at byde på, og opmuntre unge mennesker til at gribe disse muligheder ved at anvende den uformelle uddannelses metoder. Projektet blev udtænkt af et internationalt team under et erhvervsuddannelseskursus, Europæisk Skole 2, der fokuserer på projektudvikling på europæisk plan. Initiativtagerne fandt ved at gennemføre forskning ud af, at Europa i skoletimerne ofte præsenteres som noget kunstigt, indsnævret til historie og geografiske grænser. Den omstændighed, at der ikke anvendes nogen interaktive eller uformelle undervisningsmetoder, forværrer manglen på interesse i Europa, europæiske anliggender og værdier blandt gymnasieelever. For at ændre denne situation henvender "EUROPA har brug for DIG!" sig til universitetsstuderende, som er indstillet på at dele deres viden ved at afholde workshops på skoler, og underviser dem i at være undervisere. De første oplæringer blev afholdt i Tyskland og Nederlandene, yderligere tre vil finde sted i Polen, Spanien og Tyrkiet. Udstyret med en pjece udarbejdet af projektteamet, som opsummerer fakta, der er værd at vide om Europa og EU, multikulturalisme, europæisk identitet og værdier samt retningslinjer for, hvordan en workshop arrangeres, og trænet af eksperter på områderne, skal deltagerne afholde workshops på skoler. I december 2008 fandt den første gymnasieworkshop sted i Gostyn, Polen. Europa og dets muligheder blev præsenteret for elever fra Polen og 30 udvekslingsstuderende fra Frankrig. Teenagerne viste stor interesse for emnet og de anvendte metoder og var glade for ændringen i deres læseplan. I øjeblikket kan projektteamet henvise til syv forskellige nationaliteter, der frivilligt arbejder sammen, herunder EU-lande og tredjelande, der er ivrige efter at dele deres vision om et tolerant og aktivt samfund med gymnasieelever.

 

ANDENPRÆMIE

"Festival Européen de Théâtre Universitaire d'Albi" Acthéa

Acthéa er en europæisk festival for universitetsteater og gadeoptræden. Acthéa er en uge med kulturelt fyrværkeri - internationalt teater, koncerter i forskellige stilarter, gadeoptræden. Festivalen, der bygger på erfaringER indsamlet fra de 10 år, den har eksisteret, har taget form og er blevet fyldt ud med tiden, og dens succes i dag viser, hvad den har opnået - Acthéa er blevet den største kulturelle begivenhed i Albi arrangeret af studerende. Denne festival finder sted i løbet af en uge i april. Hver aften kan offentligheden se to forestillinger i Albis teater, gennemført med lidenskab af talentfulde unge universitetsstuderende fra hele Europa. Hele ugen er fyldt med aktiviteter, herunder en dag, der er forbeholdt børn, hvor de introduceres for Europa og dets kulturer via musik og gadeoptræden.

Acthéateamet blev oprettet seks år efter etableringen af Albi-Carmaux School of Mines, af Mathieu Lauras, på daværende tidspunkt studerende på School of Mines. I dag er det en almennyttig elevforening forbundet med elevernes fagforening (BDE) på Albi School of Mines. Den består af ca. 30 studerende fra forskellige årgange på skolen. Disse ingeniørstuderende vælger frivilligt at deltage i deres fritid for at sikre, at begivenheden bliver en succes. Den erfaring, der er indhentet fra de forudgående 10 festivaler, er en stor hjælp.

Acthéa, en kulturel mulighed for alle. Over 100 europæiske entertainere optræder i løbet af ugen og hjælper med til at kvikke byen op og udvikle festivalen yderligere. Hovedformålet med festivalen er at åbne dørene til underholdningens verden for den brede offentlighed for at opmuntre til en udveksling mellem europæiske kunstnere og det franske publikum. Det er grunden til, at vi har fastsat entréen til et symbolsk beløb på en euro og grunden til, at der er gratis adgang til koncerter. For virkelige fans er der fastsat en særlig takst på tre euro for hele ugen. Hvert enkelt elevselskab kan præsentere en produktion på sit eget sprog og dele sin lidenskab for teater med andre. Det der foregår på scenen, måder at tale på, kropsbevægelser samt fagter og armbevægelser, er alle væsentlige elementer i bestræbelsen på at gøre skuespillerne forståelige for et udenlandsk publikum.
Festivalen i 2009 bliver endnu mere international end nogensinde før - en række franske og udenlandske studenterselskaber vil præsentere produktioner på Albis kommunale teater. I år vil der være otte selskaber, der konkurrerer med hinanden. Navnlig skal vi for første gang se et serbisk selskab og et russisk selskab optræde. Et ensemble bestående af handicappede voksne kommer også til at optræde for tredje gang - Papillons Blancs (Hvide Sommerfugle). Dette års Acthéa 2009 kan igen opsummeres i nogle få tal: Et budget på 18.680 euro, otte konkurrerende franske og udenlandske teaterensembler, 100 entertainere, et teaterpublikum på over 200 mennesker hver aften, 1.000 plakater og 8.000 løbesedler, publikummer på op til 200 til koncerterne.

 

TREDJEPRÆMIE

"Oberkannte Unterlippe" Die Diplomaten in Gummistiefeln

"Oberkante Unterlippe" (Up to Here) er titlen, der indeholder et ordspil, på et økologisk orienteret praktisk og forskningsbaseret undervisningsprojekt, hvori unge mennesker fra Nederlandene, Polen og Ungarn sammen med deres værter i Soest arbejder på et emne med en global, politisk dimension. I daglig tale antyder udtrykket "Oberkante Unterlippe", at målet er fuldt, eller tønden er ved at flyde over, og her henviser det til den stigende risiko for høje vandstande og oversvømmelse i tæt befolkede kulturområder i Centraleuropa, hvor den industrielle fremgang angiveligt har ført til kanalisering af naturlige vandløb. Samtidig er "Oberkante Unterlippe" imidlertid også navnet på en specifik regional planlægningsundersøgelse af den nedre del af floden Lippe, der løber ud i Rhinen.

Projektet beskæftiger sig med den politiske udfordring, som beskyttelse mod oversvømmelse udgør, som både en demokratisk udfordring for lokale myndigheder og en opgave, der går ud over territoriale grænser. De oversvømmelser, der indtraf i sommeren 2007, viste os endnu en gang, at beskyttelsen mod oversvømmelse skal behandles som en hastesag, således at folk, der bor i nærheden af floder, i perioder med dårligt vejr ikke konstant plages af frygt for, at disse floder går over deres bredder. Eftersom mennesker er de primære agenter i klimaforandringerne, og dermed i de oversvømmelsesproblemer, der er forbundet hermed, har vi en forpligtelse til at finde måder, hvorpå vi kan løse dette problem. Fordi vi anser vores observationer vedrørende oversvømmelsesproblemer for ikke blot at være et lokalt problem, har vi kontaktet unge mennesker i vores venskabsbyer Strzelce Opolskie (Polen), Sárospatak (Ungarn) og Kampen (Nederlandene), fortalt dem om resultaterne af vores undersøgelse af floden Lippe, og vi har inviteret dem til at drøfte emnet med os, i praksis på stedet, fordi natur- og miljøbeskyttelse ikke kender nogen grænser. Problemerne skal analyseres, og der skal udvikles foranstaltninger på tværs af grænser. De gennemførte så sammenlignelige undersøgelser af oversvømmelsessituationer i deres hjemlande: af floden Oder i nærheden af Strzelce Opolskie, af Bodrog i Sárospatak og af IJssel i Kampen. Derefter var vi i stand til at anvende disse undersøgelser som sammenligningsgrundlag for vores fælles forskning vedrørende de dele af Lippes vådområder, der er blevet bragt tilbage til deres naturlige tilstand.
I efteråret 2007 samledes vi alle som en international arbejdsgruppe på bredderne af Lippe og gennemførte fælles økologiske og biologiske feltundersøgelser. "Er der lokale svar på globale problemer?" Det var det spørgsmål, vi vedtog som det centrale tema for vores projekt, hvor der skabes en forbindelse mellem lokal handling og samfundsmæssige opgaver på globalt plan. Det er vores mål at vise, at resultaterne af globaliseringen altid mærkes på det lokale plan også, og at de påvirker enkeltindivider, men vi prøver også - og frem for alt - at finde frem til handlingsveje, som vil føre til demokratisk deltagelse fra civilsamfundets side. Det, vi søger at opnå, er ikke resignation i forhold til globalisering, men snarere opmuntring til at deltage og blive aktivt involveret. Det er de fremadrettede mål for vores projekt. Desuden er det fælles fokus, der udgøres af truslen om oversvømmelse, som de lokalsamfund, hvori de deltagende skoler befinder sig, har oplevet, noget, der forener disse lokalsamfund i det område, som undersøgelsen dækker, hvilket gør det til mere end blot et partnerskab mellem skoler. Efter hvert team havde præsenteret sin lokale økologiske undersøgelse, brugte vi så 10 dage i Lippes vådområder, hvor vi undersøgte de påviselige virkninger af det projekt, der er udført der for at bringe dem tilbage til deres naturlige tilstand. Dette gjorde vi ved at oprette undergrupper med deltagere af blandet nationalitet, som undersøgte individuelle emneområder mere detaljeret, som f.eks. vandanalyser og undersøgelser af flora og fauna, men også grafiske præsentationer og teaterpræsentationer af situationen og miljøet. Biologiske rapporter blev ledsaget af kreativ, mediebaseret behandling og præsentation af resultater. Resultaterne af undersøgelserne viser, at det har været en succes at bringe floden Lippe tilbage til dens oprindelige tilstand, for så vidt som den for nyligt genindførte naturlige flora og fauna viser sig at være et effektivt middel til at håndtere lave og mellemstore oversvømmelsesniveauer. De viser dog også, at resultaterne af global opvarmning også kan ses i de biologiske indikatorer i Lipperegionen. Til afrunding af projektet arrangerede vi en paneldiskussion, hvori både beslutningstagere og projektdeltagere deltog. Endelige sendte vi en kopi af de praktiske resultater og en liste over krav om politisk og økologisk handling i alle de involverede lande til de kompetente parlamenter og ministre. Gennem Dr. Peter Liese, medlem af Europa-Parlamentet, som også deltog i paneldiskussionen, holdes også Europa-Parlamentet og den ansvarlige EU-kommissær underrettet. Projektet modtog stor anerkendelse fra eksperter, da det vandt miljøpræmien i Nordrhein-Westfalen, tildelt i "Jugend forscht"-konkurrencen (Ungdomsforskningskonkurrencen), hvor nogle af vores deltagere præsenterede projektet. Vi er i øjeblikket ved at forberede os til at fortsætte projektet. I efteråret 2009 afholder vi et arrangement i Nederlandene under titlen "Virkninger af klimaændringer for så vidt angår Nederlandene" (arbejdstitel) under ledelse af vores venner i Holland. Dette arrangement kommer til at involvere mennesker fra fem lande (Nederlandene, Polen, Ungarn, Sverige og Tyskland). Det bliver vores 15. fælles europæiske projekt.

 .